|
|
|
|
|
|
En nybegynders første år med kartofler |
|
Jan Just Olesen har siden 1986 drevet ejendom på Aalborgvej 709 nord for Hjallerup. I dag dyrkes der ca. 400 ha, hvoraf de ca. 260 ha er som et driftssamarbejde med Anders Vestergaard, Hjallerup. Der dyrkes korn, raps og frø på bedriften, og nu fra 2008 også ca. 20 ha med kartofler.
Kartoflerne er inddraget ud fra forventning om samlet bedre økonomisk indtjening og bedre sædskifte, og at det netop blev nu, kartoffelproduktionen starter, skyldes, at udlejningsaftalen for ejede andele ophørte.
AKV´s konsulenter (Niels Jørgen Kristensen, Michael Loft og Henrik Pedersen) vil løbende i vækstsæsonen følge, hvad der sker i marken, og hvilke overvejelser, det at se på kartoffelavl med nye øjne giver anledning til. Alt dette vil blive beskrevet i En nybegynders dagbog
|
|
|
30/10 2008
Siden sidst
Der var en del snak frem og tilbage om, hvorvidt kartoflerne skulle lagres ude i kule, eller om de skulle ind. Det endte med en beslutning om, at kartoflerne skulle ind i de eksisterende huse, som er til rådighed på ejendommene. Jan Just har et maskinhus med betonbund, uisoleret, men med den mængde kartofler, der skulle ind, ville der være en masse luft i huset. Anders Vestergård har et kartoffelhus med luftkanaler i bunden - men hvor styringen ikke dur længere, men det kunne sagtens køres manuelt.
Besøg 30/10 2008
Der blev under besøget taget kartofler op til lager. Dette er absolut ikke en optimal situation. Det skyldes, at det så langt henne på efteråret er meget svært at finde de gode optagedage med højt vejr, som gør, at kartoflerne er rimeligt tørre, når de kommer op.
Derudover er det svært at få tørret kartoflerne ved de temperaturer, der typisk er på denne tid af året.
Grunden til, at de ikke er kommet op før, er ikke manglende driftsledelse, men snarere problemer med at få maskinstationen ud, når vejret har været til at tage kartofler op.
De kartofler, som kom ind på lageret, var dog sunde, og jeg tror ikke, der bliver problemer med at få dem til at holde sig, til de skal leveres.
Lagrene Hos Anders Vestergård kom de første kartofler ind for ca. 10 dage siden. De var endnu ikke tørre, fordi de kom meget våde op. De virkede sunde og fik så meget luft som muligt (billede 1).
Hos Jan Just ligger kartoflerne i et mindre lag, og de får kun luft fra blæsere på gulvet. Der er dog så meget luft i huset, at de tørrer pænt op (billede 2).
Udbytterne
Som det ser ud, bliver der en avl som er noget større end kvoten. Der er dog i år mulighed for at levere hele mængden til fabrikken som C-stivelse. Den overskydende mængde vil blive oparbejdet i december, når kartoflerne indenfor kontraktmængderne er modtaget.
|
|
|
26.08.2008 |
|
Siden sidst
Der er den 11. august 2008 sprøjtet med 2 kg Ridomil og den 18. august 2008 med 2 kg Dithane..
Hvad skal der sprøjtes med nu?
Der er til uge 38 en indkaldelse på 885 hkg til Jan Olsen (altså Karnico-arealet). Derfor skulle dette areal egentlig ikke behandles mod skimmel, men imidlertid vil det ikke være muligt at høste Karnico i uge 38 pga. sortens kraftige vækst og en særdeles god sammenhæng mellem knold og top. Det vil derfor være nødvendigt at bytte leveringstid med samarbejdspartneren Anders Vestergaard (med Producent), således at han lever kartoflerne i uge 38.
Da det areal, der skal leveres i uge 38, svarer til foragerbredden rundt om marken, vil det være problematisk ikke at behandle dette areal, da dette vil kunne medføre skimmelangreb i det ubehandlede, som efterfølgende vil kunne smitte den behandlede del med risiko for opbevaringsproblemer.
Derfor skal hele arealet behandles med 0,15 Ranman pr. ha ved næste sprøjtning. Når dosis er forhøjet til 0,15 l pr. ha skyldes det dels, at vejret lige nu er særdeles gunstigt for spredning af skimmel, og dels hensynet til Karnico, som kan få angreb af skimmel i knoldene.
Udbytte
Der er lavet prøveopgravning igen den 14. august 2008, og denne viste følgende udbytte:
Dato Sort kg Antal m Antal pl. Udbytte Stiv % hkg19,5% kartofler
24. juli Producent 6,45 3 9 252 14,5 187
7. aug Producent 8,31 3 9 312 18,7 299
14.aug Producent 10,55 3 9 396 18,1 367
|
|
|
07.08.2008 |
|
Der er sprøjtet mod skimmel den 1. august 2008 med 0,1 l Ranman/ha. Der kom regn i forbindelse med sprøjtningen, og den blev derfor gentaget den 4. august med 0,1 l Ranman/ha.
Skimmel
Der blev fundet et enkelt blad med skimmel i Producent langs med Ålborgvej. Da der ikke blev fundet skimmel andre steder, giver det ikke anledning til at ændre strategien med at sprøjte forebyggende en gang om ugen.
Ukrudt i hjørnerne
I marken med Producent er der et typisk eksempel på, hvordan den typiske opformering og spredning af et problemukrudt som sort natskygge foregår.
Ukrudtet har ingen konkurrence i løbet af sommeren og kan derfor lave en stor frøproduktion. Frøene bliver derfra trukket ud i marken.
Det er faktisk tydeligt at se, at der i indtil ca. 50 meter fra hjørnet er mange sort natskygge, medens det endnu ikke er et generelt problem i marken.
Her er der stadig mulighed for at stoppe spredningen i år. Det bedste her vil være at slå ukrudtet af og fjerne det, da nogle af frøene er langt nok fremme til at kunne spire næste år. Alternativt kan hjørnerne fræses eller andet, således at ikke alle frøene når at blive dannet.
Fremover vil det være en god ide at holde hjørnerne sorte i løbet af sæsonen for at undgå problemet.

Udbytte
Der er lavet prøveopgravning igen den 7. august, og denne viste følgende udbytte:
Dato Sort kg Antal m Antal pl. Udbytte Stiv % hkg19,5% kartofler
24. juli Producent 6,45 3 9 252 14,5 187
7. aug Producent 8,31 3 9 312 18,7 299
Det er et godt udbytte på et så tidligt tidspunkt.
Dog skal vi passe på ikke skråsikkert at sige, at dette vil være markens udbytte, da der kun er gravet 3 meter op. Skal man lave et mere sikkert billede, skal der graves minimum 3 steder fordelt ud over marken.
|
|
|
24-07-2008 |
|
Siden sidst
Der er behandlet med 2 l Boxer på 5 ha den 6. juli
Der er skimmelsprøjtet den 18. juni og 8. juli med 2 kg Dithane, og der vil blive sprøjtet den 16. juli med 0,15 l Ranman. Der sprøjtes med 2 kg Dithane den 25. juli.
Kig efter skimmel
Der er ikke fundet skimmel i markerne. Der er i hver mark et oplagt sted at kigge efter skimmel:
I marken med Karnico er det i hjørnet mod nord - øst. Her er der halv-store træer, og derfor er der skygge frem til middag og mere læ. Det betyder. at bladene her er fugtige i længere tid end bladende inde i marken, og dermed er risikoen for skimmel større.
Marken med producent er mere åben, og derfor er der ikke egentlige steder med skygge. Langs indkørselsvejen er der dog nogle store allé træer, som vil give mere læ, og i hjørnet mod ejendommen er der god jord med rigtig god vandforsyning, som gør at kartoflerne her gror kraftigt, og derfor vil have mere ubeskyttet bladareal mellem sprøjtningerne.
Udbytte
Der er lavet prøveopgravning den 24. juli, som viste et udbytte på:
252 hkg/ha med 14,5% stivelse, svarende 187 hkg kartofler med 19,5% stivelse.
Målingen er lavet i producent på uvandet jord, og vurderes at være et godt udbytte på dette tidlige tidspunkt.
|
|
|
15-07-2008 |
|
Siden sidst
Der er behandlet med 2 l Boxer på 5 ha den 6. juli Der er skimmelsprøjtet den 18. juni og 8. juli med 2 kg Dithane, og der vil blive sprøjtet den 16. juli med 0,15 l Ranman.
Mark inspektion, Producent
I områder af marken med god jord er væksten tilfredsstillende, og ukrudt består af enkelte melder og snerlepileurt, der er kommet igennem. Disse vil ikke give anledning til problemer.
I områder af marken med lettere jord har kartoflerne haft vanskeligt ved at lukke rækkerne, og der er for meget ukrudt. Det drejer sig om stedmoder og ærenpris, som Titus har for lille effekt overfor. Der er pletvis en del melder, og der er en del snerlepileurt. Snerlepileurten, som var hæmmet af Titus behandlingen, har, pga. kartoflernes manglende evne til at lukke for rækkerne, vokset sig ret kraftige, og vil genere ved optagning.
Behandling med Boxer har hæmmet sortnatskygge så meget, at de kun pletvis og i de åbne pletter vil blive kraftige. Bekæmpelse af sortnatskygge sker bedst ved kraftige planter.
I øvrigt er der ikke fundet angreb af skimmel eller insekter i marken, og opgravning viste ca. 15 knolde per plante, hvoraf flere var over 50mm
Markinspektion, Karnico
Kraftig vækst og ingen problemer med ukrudt. Selv i åbne pletter i forager er der ingen ukrudt. I pletter med meget let jord er der forekomst af magnesiummangel. Karnico er en sort, der er følsom for magnesiummangel eller blot let viser det på bladene. Der behandles ikke for magnesiummangel.
Selv om der er kommet en del regn, er kammen stadig tør i midten. Udbyttet i Karnico er noget mindre nu end i Producent.
Sædskifte
Der er tydelig forskel på vækstbetingelserne i de to marker, og meget af det kan skyldes fortiden. I Producent marken har der været dyrket kartofler i mange år, og her er ukrudtstrykket væsentlig højere. Der er udbredt forekomst af spildkartofler fra sidste gang, der var kartofler i marken. Ligeledes er der en del rodfiltsvamp, og marken fremstår ”ujævn”. Derimod er Karnico marken mere sund og med ensartet vækst.
Til næste år vil der blive valgt marker til kartoffelavlen på en anden ejendom, hvor der ikke har været kørt meget med kartofler.
|
|
|
02-07-2008 |
|
Markinspektion, Producent
I kartoffelmarken går vi en stille tid i møde med hensyn til, hvad der sker af nyt. Den næste tid skal kartoflerne kartoflerne ”blot” dækkes ind for skimmel, og så ellers bare gro.
Producenten står på god jord, og regnen den sidste tid har gjort, at kammen er fugtig helt igennem, og kartoflerne står rigtig godt.
Opgravningen viser, at der er afsat godt med knolde i en ensartet størrelse, og indtil videre tegner det godt.
Skimmel er der heldigvis ikke noget af her som i resten af landet. Det betyder dog ikke, at man skal lade være med at sprøjte, for med udsigt til omslag i vejret kan den pludselig dukke op, og det er med at være på forkant.
Den kommende periode med lidt ustadigt vejr skal derfor dækkes ind med 2 kg Dithane eller 1 kg Dithane + 0,1 l Shirlan.
Markinspektion, Karnico
Karnico står på lettere jord, og kammen er noget mere tør end i marken med Producent. Dette ser dog ikke ud til at have påvirket knoldsætningen væsentligt.
Opgravningen viser også her en god afsætning af knolde i en ensartet størrelse.
Skimmelsprøjtning og strategi skal følge marken med Producent.

|
|
|
20-06-2008 |
|
Markinspektion, Producent
Marken er den 6. juni behandlet med 15 g Titus. Sprøjtningen har haft god effekt på de fleste snerlepileurter, der trods en rimelig størrelse er trykket af behandlingen og vurderes ikke at ville kunne genere senere. Ligeledes er gråbynke hæmmet af behandlingen. Ærenpris står upåvirket tilbage, men det er sjældent, at den bliver et problem.
Der er ligeledes den 6. juni pletsprøjtet med Agil, hvilket har virket godt.
Der er behov for en behandling med 2,0 l Boxer pr. ha som en randsprøjtning. Dette skyldes en pletvis stor forekomst af sort natskygge.
Sprøjtearbejdet er ikke udført helt korrekt. Der er i nogle af kilerne ikke sprøjtet helt sammen, og der står derfor trekanter med meget ukrudt. Det er til at leve med i ukrudtsbehandlingen, men når vi kommer til skimmel, er det katastrofalt, og der skal behandles i hver kvadratcentimeter.
Ligeledes er der nogle steder anlagt sprøjtespor, efter at 32 rækker kan dækkes med en 24 m sprøjtebom. Teoretisk er dette muligt, men da arealet er lidt kuperet, er der ”trukket lidt ud” ved lægningen, og derfor er der nogle steder i striber ikke foretaget ukrudtsbekæmpelse. Det er nødvendigt at anvende endedyser ved skimmelbekæmpelsen.
Der står i marken enkeltplanter, der visner eller har symptomer på rodfiltsvamp. Dette skyldes blæsten i sidste uge, hvor kartoflerne kommer til at ”køre frem og tilbage”, og derfor bliver slidt over lige i jordoverfladen. Der er endvidere tydelig forskel på størrelsen af toppen i de forskellige områder af marken, idet de, hvor der er læ, er næsten dobbelt så store som på de forblæste bakketoppe.
Markinspektion, Karnico
Marken lukker rækkerne i disse dage, og planterne ser tilsyneladende ud til at være upåvirket af tørken, til trods for, at nabomarkerne med hvede lider meget.
Langs læhegn er der lidt gnav af havetæger i de yderste 10-12 m. Angrebet er dog ikke så kraftigt, at det giver anledning til behandling. Marken er bejdset med Prestige ved lægningen, og dette giver en god grundbehandling.
Ukrudtsbekæmpelsen har virket særdeles godt. Der var efter første sprøjtning med Fenix kommet en hel del lægejordrøg, og her har to gange Titus virket næsten 100%.
Generelt
Der er den 18. juni sprøjtet med 2 kg Dithane pr. ha. Dette skyldes ferie den kommende periode, og der vil således derfor ikke være mulighed for at sprøjte, hvis vejret skulle ændre sig.
Først: Pileurt der er hæmmet af Titussprøjtning Sidst: Karnico den 20. juni, der er i god vækst
|
|
|
10-06-2008 |
|
Markinspektion, Producent
Kartoflerne står godt, og der er tale om ensartet vækst og god fremspiring. Trods den lange periode med manglende nedbør er markens vandforsyning stadig god.
Pileurterne står der stadig, men de er klart trykket i vækst af Titusbehandlingen, og det ser ikke ud til, at de vil være i stand til at give konkurrence til kartoflerne. Der er i den ene ende af marken en lille forekomst af sort natskygge. Ved næste besøg vil markens foragre blive gået grundigt igennem for at vurdere evt. behov for en behandling med Boxer.
I den ene ende af marken har en medhjælper lagt spisekartofler i sorten Bintje. Man skal her være opmærksom på, at Bintje er meget skimmelmodtagelig, og at der ved skimmelbehandlinger i spisekartoflerne altid skal køres med fuld dosis.
Markinspektion, Karnico
Jorden her er lidt mere sandet, men der er stadig ikke spor af vandmangel, og væksten er god. Ukrudtsbekæmpelsen her synes også at være i orden.
|
|
|
03-06-2008 |
|
Markinspektion, Producent
Marken blev sprøjtet med 10 g Titus den 23. maj 2008. Der er 1-2 primært snerlepileurt/m2, som hænger lidt, men overlevede sidste sprøjtning.
De skal have 15 g Titus nu for at holde dem nede, så kartoflerne kan gro fra dem og lukke rækkerne.
Der er også pletvis kvik, som skal sprøjtes samme dag. Dette skyldes, at Titus hæmmer kvik så meget, at der skal gå ca. 10 dage efter en sprøjtning med Titus, før der er så meget liv i kvikken igen, at man kan ramme den med en Agil/Fusilade sprøjtning. I dette tilfælde vil kartoflerne være så store, at de ”skygger” for kvikken nedenunder.
Doseringen af Agil eller Fusilade vil være ca. 1 l/ha + spredeklæbemiddel.
Markinspektion Karnico
Marken blev sprøjtet med 15 g Titus den 23. maj 2008. Der er snerlepileurt, vejpileurt og lægejordrøg, som hænger lidt, men overlevede sidste sprøjtning.
Der skal også 15 g Titus til at holde dem i skak.
|
|
|
22-05-2008 |
|
Markinspektion, Producent
Ret uens fremspiring, som i gennemsnit er på 15-20% af planterne. Den uens fremspiring skyldes dels, at kartoflerne er lagt i lidt varierende dybde, og dels at kartoflerne er hyppet lidt skævt, hvilket gør, at der, hvor kartoflerne kommer op i siden af kammen, er hurtigere fremspiring end der, hvor de kommer i midten af kammen. Hvis kartoflerne havde haft mere ens fremspiring, ville første ukrudtssprøjtning have kunnet lægges på et mere optimalt tidspunkt tættere på 100% fremspiring.
I marken er der forekomst af pileurt og burresnerre, samt mindre forekomst af pletter med kvik og enkelte tidsler og gråbynke. Der anbefales sprøjtning med 10 g Titus nu.
Når der vælges 10 g, er det fordi, dette er nok til nuværende størrelse ukrudt, samt det, at der nu kan ses enkelte tidsler og gråbynke, gør, at vi ved, at der kommer flere lidt senere. Til næste ukrudtssprøjtning kan der så anvendes 20 g og dermed opnås en bedre effekt på rodukrudtet.
Senere tages der stilling til behovet for en evt. pletsprøjtning med Fusilade
Markinspektion, Karnico
Også ret uens fremspiring her.
I marken er der forekomst af raps, lægejordrøg og pileurt. Der anbefales 15 g Titus nu og vurdering af behov for 15 g Titus senere.
Kartofler spirer frem i siden af kam. De første kartofler (nederst) er skadet af frosten den 17. Maj

|
|
|
15-05-2008 |
|
Kartoflerne sprøjtes
Kartoflerne sprøjtes med 1,0 l Roundup og 1 l Fenix.
Forinden er sprøjtesporene mærket op, og vendespor i forager er lagt ned med doserblad.
Der er anlagt sprøjtespor for hver 31 rækker. Ved 75 cm rækkeafstand er det en sprøjtebredde på teoretisk 23,25 m, men da rækkerne er trukket lidt ud af, er dette nødvendigt for ikke at få underdoserede striber i marken.
|
|
|
14-05-2008 |
|
Besøg med følgende vurderinger
- Kamstørrelse
- Læggedybde
- Fremspiring
- Ukrudt
Valg af ukrudtsmiddel og sprøjtetidspunkt
Godt førstehåndsindtryk. Pæne store ensartet kamme, dog noget løse pga. den manglende regn. Nogle store jordknolde, der måske kan give problemer ved høst. Vi følger dem nærmere og håber på, at regnen kan opløse dem.
Generelt er kartoflerne lagt rigeligt dybt, ca. 20 cm jord over kartoflen. Det svinger noget, og der er enkelte kartofler, der ligger højt, hvor de er tæt på at bryde igennem.
Ved gården, hvor der er lagt Karnico, har kartoflerne ca. 5 cm spirer, og på den anden mark ved Hjallerup hvor der er lagt Producent, har kartoflerne også ca. 5 cm spirer.
Der er ikke meget ukrudt at finde, og det skyldes nok, at kartoflerne er hyppet nogle dage senere, end de er lagt. I marken v. gården er der noget spildraps og lidt pileurt (snerle). I den anden mark, er der lidt pileurt (snerle), hvidmelet gåsefod og enkelte sort natskygge ved forageren.
Der er blevet vurderet, at der skal sprøjtes med 1 l Round Up og 1 l Fenix pr. ha. Pga. den svingende læggedybde skal der sprøjtes nu, da de første kartofler vil komme op i løbet af få dage.
Ved besøg i næste uge vurderes behovet for en Titus sprøjtning.
|
|
|
29-04-2008 |
|
Gylleprøve af minkgylle
Gylleprøve af minkgylle viste et højere indhold end forventet, og resultat blev, at Karnico ikke skulle have supplerende kvælstof.
|
|
|
14-02-2008 |
|
Plan for årets kartoffelavl blev lavet
Plan for årets kartoffelavl blev lavet med følgende hovedpunkter:
Sortsvalg: Karnico til 1/3 areal, og Producent til resten. Sortsvalget var præget af, hvilke sorter der var tilgængelige på dette tidspunkt, og til næste år vil Kuras indgå med 2/3 af arealet.
Gødning: Der grundgødes med henholdsvis minkgylle og svinegylle, suppleret med patentkali og flydende ammoniak efter behov. Der stræbes efter 130 kg N til Karnico og 160 kg N til Producent. Arealerne kan ikke vandes, men er en bedre jb2/jb4 jord.
Optagning: Ved en kapacitet på 4-5 ha pr. dag vil det tage 4-5 dage at tage kartoflerne op.
Opbevaring: Ved en samlet produktion på 8.000 hkg skal ca. 5.000 hkg opbevares. Ved husopbevaring kræver det minimum 400 m2 hal med fast gulv, hvilket der rådes over på de to ejendomme, hvor kartoffelarealet lægges.
Sprøjteplan: Som udgangspunkt forventes følgende anvendelse pr. ha:
| Prestige: |
1,2 |
ltr. |
|
|
| Fenix: |
1,5 |
ltr. |
|
|
| Titus: |
30 |
gr. |
(problem med gråbynke) |
|
| Ridomil: |
1x2,0 |
kg. |
|
|
| Ranman: |
6x0,11 |
ltr. |
|
|
| Dithane: |
3x1,0 |
kg. |
(til supplering af Ranman sprøjtningerne) |
|
| Dithane: |
5x2,0 |
kg. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|