Kartoffelskimmel
Der er fortsat højrisiko for skimmelspredning, og der har den sidste uge været en del dage med skimmelvejr.
Nedvisning af læggekartofler
Kartofler, der er meget afgroede (lyse), kan nedvisnes med Reglone alene. Her anvendes to behandlinger med 4-5 dages mellemrum efter nedenstående anvisning. Det er ved nedvisning med Reglone vigtigt, at anden behandling finder sted, inden planten begynder at sætte nye sideskud.
Normale mellæggekartofler kan sjældent nedvisnes med Reglone alene. Derfor anbefaler vi Spotlight til nedvisning. Inden behandling med Spotlight skal alle blade fjernes fra kartoffelplanten, da Spotlight ikke er virksom på bladene, men særdeles effektiv på stænglerne. Afløvning kan ske ved aftopning eller ved sprøjtning med Reglone. Ved aftopning forventes den bedste effekt ved at sprøjte dagen efter aftopningen, således at evt. bladrester kan falde af stænglerne.
Den første nedvisning med Reglone foregår med 2-3 l Reglone pr. ha udsprøjtet på dage med solskin. Sprøjtningen skal foregå om formiddagen. Vandmængden må ikke overstige 100 l vand pr. 1 l Reglone, hvilket i praksis vil sige omkring 180 l vand/ha. Er der efter 5 dage stadig grønne blade, kan det være nødvendigt med endnu en behandling med f.eks. 1-2 l Reglone, før der anvendes Spotlight.
Derefter anvendes 1 l Spotlight Plus pr. ha i 200-300 l vand. Der vælges dyser, der giver små dråber, så der opnås en god dækning af de grønne plantedele. For at opnå bedst effekt behandles om formiddagen. Behandlingen skal foregå mindst 4 timer, før mørket falder på. Spotlight Plus er regnfast efter 1-2 timer.