Ukrudtsbekæmpelse
En del marker blev sprøjtet første gang for ca. 14 dage siden. Nogle af dem er endnu ikke sprøjtet anden gang, og her står pileurten i dag med første løvblad. Her er det på høje tid at få sprøjtet igen, da Titus har utilstrækkelig effekt på pileurt, hvis den bliver for stor.
2. sprøjtning
Som hovedregel sprøjtes der anden gang ca. 7-10 dage efter første behandling. Ukrudtet er ikke stort, men erfaringen viser, at hvis man kommer for sent med 2. sprøjtning, vil der blive en del overlevende vejpileurt og snerlepileurt, og dette kan komme til at genere senere på sæsonen. 2. sprøjtning består af 15 g Titus + sprede-klæbemiddel (12 g kan være nok, hvis man er ude i god tid, og 18-20 g, hvis man er lidt sent ude).Har man delt sin Fenix-mængde og været så tidligt ude med 1. sprøjtning, at man kan nå endnu en sprøjtning inden fremspiringen, vil det være en god idé at opbruge sine sidste 0,25 l Fenix, da der derved kan opnås en væsentligt forstærket effekt mod mælder.
3. sprøjtning
Som hovedregel er det nødvendigt at behandle tre gange. Tredje behandling skal finde sted ca. 7-10 dage efter anden gang. 3. sprøjtning består af 15 g Titus + sprede-klæbemiddel (12 g kan være nok, hvis man er ude i god tid, og 18-20 g, hvis man er lidt sent ude). Dog skal man være opmærksom på, at det kun er tilladt at anvende 30 g i alt på en sæson. Evt. tilsættes 2 l Boxer, hvis der er problemer med sort natskygge. Ved 3. behandling har kartoflerne opnået en størrelse, hvor der med fordel kan tilsættes 2 kg mangan.
Bemærkninger
Man skal være opmærksom på, at Titus har dårlig effekt på mælder, og at der derfor arbejdes på fornyet tilladelse til anvendelse af MCPA i meget lav dosis til løsning af problemet.